Gode muligheder i hotel- og servicebranchen
Interessen for økologiske fødevarer er nu så markant i landet, at både udenlandske og lokale leverandører retter fokus denne vej. Specielt hotel- og servicebranchen er interessant at rette blikket imod, idet 60 procent af fødevarerne bliver afsat her til de mange turister, der hvert år besøger landet.
”Hotelsektoren er et meget stort marked, og det er super vigtigt for eksportører at finde de rette distributører til både detail- og især hotelsegmentet for at finde indgangene til et meget stort marked. Timingen er meget god lige nu,” forklarer Edith Christmas, der blandt andet nævner landets unge historie som baggrund.
Landet har med kun 50 år på bagen taget kæmpe skridt og opnået enorm velstand, men også fået masser af sundhedsmæssige udfordringer som diabetes med i købet. Nu er der søsat mange initiativer med kampagner om livsstil, mad og sundhed.
”Der er en sund udvikling i landet med fokus på økologi, sundhed og vestlige trends. Der en kæmpe vækst i fitnessmarkedet, og vi ser en udvikling, hvor der popper nye butikker og varegrupper op med sundhed som omdrejningspunkt,” siger Edith Christmas.
Hun nævner kæden Organic Food & Cafe, der består af fire butikker kun med økologi, der har været frontløber med introduktion af økologiske fødevarer i Emiraterne.