I disse år er der et skærpet fokus på bæredygtige værdikæder, blandt andet fordi EU implementerer en række regulatoriske krav, som virksomhederne skal integrere i deres forretning og i deres globale værdikæder og rapportere på. Det kan være en forretningsrisiko for de virksomheder, der ikke er på forkant med lovgivningen, og konkurrencefremmende for de virksomheder, der er.
Presset for at fremskynde en global, bæredygtig omstilling understreger nødvendigheden af, at alle aktører bidrager aktivt. Danske virksomheder – store som små – ønsker at gå forrest i den bæredygtige omstilling og er generelt verdensførende på området.
Målet er at skabe langsigtet værdi for både samfundet og interessenter ved at integrere økonomiske, sociale og miljømæssige hensyn i virksomhedernes aktiviteter. Det indebærer implementering af politikker og initiativer, der blandt andet sigter mod energieffektivitet, affaldsreduktion, CO2-emissionsreduktion, fremme af mangfoldighed og inklusion samt forbedring af arbejdsforhold og ansvarlighed i leverandørkæden.