Danske rederier har været frontløbere i brugen af grøn teknologi på deres skibe, ofte udviklet af danske maritime udstyrsproducenter. Danskdesignet udstyr findes ombord på næsten alle oceangående skibe. Desuden er danske virksomheder verdensførende inden for udvikling af skibsmotorer, der kan anvende klimaneutrale, hydrogenbaserede brændstoffer som metanol og ammoniak. Samtidig er de førende inden for brændstofbehandlingsteknologier, sensorer og røggasrensning, som tilsammen muliggør klimaneutral global varetransport.
Danske rederier, ofte i partnerskab med energiselskaber, spiller også en central rolle inden for opstilling, drift og vedligeholdelse af offshore vindmølleparker. Danmark kan designe, udruste og servicere alle typer af fartøjer, der er nødvendige for en vindmølleparks levetid, og danske værfter kan bygge en betydelig del af dem.
Maritime sektoren er i stigende grad afhængig af digitale teknologier, som baseres på radio- og satellitkommunikation. Der er hurtig udvikling inden for digitale løsninger til både civile og forsvarsrelaterede systemer, med øget fokus på datasikkerhed og sikre kommunikationslinjer. Danmark har også her opnået en international niche med skræddersyede løsninger til nationale netværk.