En duft af friskbagt brød strømmer ud på gaden. Butikken på Islands Brygge summer af kunder på jagt efter morgensættet - kaffe og wienerbrød. Flere sidder ved bordene i solen på den lille plads foran bageriet. Et skilt fortæller historien om Andersen Bakery. En japansk virksomhed grundlagt i 1948 af Shunsuke Takaki. Han besøgte Danmark for første gang i 1959 og forelskede sig i den danske bagertradition. Tilbage i Japan tog det tre år, før det første danske wienerbrød blev solgt i bageriet i Hiroshima.
”Vi oplever en stigende interesse for dansk mad og kultur i Japan. Bare inden for de seneste to år er ordet ’hygge’ blevet langt mere alment kendt. Den udvikling vil vi fortsat gerne være en del af og støtte op om,” siger Takanori Teshima, driftsleder for udenlandske aktiviteter, fra Andersen Bakery.
Frihandelsaftalen mellem EU og Japan, der forventes at træde i kraft primo 2019, er et lovende tiltag for yderligere dansk succes i Japan. Hos Andersen Bakery er de også forventningsfulde.
”Vi afholder vores Denmark Fair hvert år i juni, og i den periode har vi en særlig tilladelse til at importere og sælge dansk smør. Vi sælger meget af det hvert år, da kunderne sætter stor pris på kvaliteten og smagen. Vi håber, at frihandelsaftalen vil gøre den slags produkter lettere at importere og billigere at sælge,” fortæller Takanori Teshima.
Frihandelsaftalen har fået ambassaden i Tokyo til at opruste for at hjælpe endnu flere danske virksomheder ind på markedet med nemmere adgang. Der er nemlig et oplagt match mellem dansk kvalitetsmad og japanske ønsker.
"Japanerne elsker mad med smag og lavet med kærlighed. De er meget kvalitetsbevidste, og for dem betyder det desuden meget, at råvarer som kød, ost eller fisk har en særlig oplevelse med sig. De elsker nye ting og har fokus på, at råvarer og mad generelt har en historie bag sig," fortæller Freddy Svane, Danmarks ambassadør i Japan, fra Tokyo.
Og danske varer bliver mere og mere populære i Japan. Vi er suverænt det land i EU, der har det største relative handelsoverskud med Japan på varer. En væsentlig årsag er japanernes smag for danske fødevarer. I 2017 udgjorde fødevareklyngens eksport 37 procent af vareeksporten. Kvalitet og fødevaresikkerhed er helt centrale for den japanske forbruger, og vestlige trends breder sig. For eksempel steg eksporten af mejeriprodukter fra 2016 til 2017 med 39 procent.