Japan er det oplagte match for den danske fødevarebranche. Et enormt marked med stor købekraft samt høje krav til kvalitet og fødevaresikkerhed, hvilket giver danske fødevarer et stærkt udgangspunkt på markedet. Med den nyligt indgåede frihandelsaftale mellem EU og Japan, er timingen oplagt for danske eksportvirksomheder til at kigge mod Japan.
”Vi håber, at frihandelsaftalen kan blive en ny døråbner for samhandlen med japanerne. Aftalen giver danske eksportører en enestående mulighed, fordi der kommer nye rammer og vilkår for at satse hårdere på Japan. Ambassaden har nedsat en taskforce, der skal sikre et optimalt udbytte for de danske virksomheder, så de præcis ved, hvor mulighederne ligger og kan bruge frihandelsaftalen fuldt ud,” forklarer Freddy Svane, Danmarks ambassadør i Japan. Han opfordrer derfor danske eksportvirksomheder med japansk fokus til at række ud til ambassaden for at komme tæt på udviklingen.
Freddy Svane peger desuden på, at øget fokus på sundhed og frihandelsaftalen, som er EU’s største nogensinde, kan øge den danske fødevareeksport. De danske eksportører fører allerede an i verdens tredjestørste økonomi som det EU-land, der eksporterer relativt mest i forhold til indbyggertallet.
”Danmark har en fremtrædende placering hos japanske forbrugere, der er opbygget gennem et årelangt, tæt samarbejde mellem japanske og danske virksomheder. Japanerne har veludviklet fødevarekultur, hvor man sætter pris på kvalitet, minimalisme, og de har skabt en stærk restaurantkultur. Hvis man kan bringe noget ind, der passer i denne kontekst, har man mange muligheder på markedet,” siger Freddy Svane.
Den danske ambassadør forklarer dog, at Japan kan være et svært at etablere sig på, da det koster ressourcer at komme ind på et marked med mange traditioner, og hvor der kan være lang vej til en aftale. Omvendt er der langvarige kunderelationer og loyalitet, når man først er inde i varmen.
”Japan er måske lidt gammeldags, hvor man skal se hinanden lidt an inden store kontrakter landes. Når man så til gengæld er etableret, får man i mange tilfælde loyale kunder. Men det kræver en indsats. Japan er således ikke for alle og især helt små virksomheder kan have det svært, men til gengæld er her kæmpe muligheder for de tålmodige,” siger Freddy Svane.