”Jeg har aldrig set så effektiv en døråbner”
Idéen til konceptet blev til, da Brasilien for nogle år siden var i økonomisk krise. Det gik stadig godt for fødevaresektoren, som danske virksomheder er dygtige til at levere produkter til. Da der samtidig var stigende efterspørgsel på langfristet finansiering i Brasilien, blev Shopping Line født.
”Det er meget dyrt at låne penge i Latinamerika, og derfor kan Shopping Line og EKF virkelig gøre en forskel for brasilianske virksomheder. Udsigten til fornuftig og konkurrencedygtig finansiering er en døråbner hos mange virksomheder. Jeg har faktisk aldrig før set en døråbner, der er så effektiv til at få hul igennem til virksomheder på højeste niveau,” fortæller Lauritz Stræde Hansen, Senior Financial Advisor og EKF Reprensentative på det danske generalkonsulat i São Paulo i Brasilien.
”Idéen har været at fokusere på køberne først. Hvilke virksomheder i Brasilien har planer om at købe udstyr, som med stor sandsynlighed kan komme fra Danmark? Det har fungeret rigtig godt, når vi er kommet til dem og har kunnet sige: her er et eksportkatalog over relevante danske virksomheder, I kan selv vælge, hvem I vil tale med, vi har kigget på jeres regnskaber og baseret på det, kan vi give jer XX millioner at købe ind for,” siger Lauritz Stræde Hansen.
Brasilien er verdens førende land indenfor fødevareproduktion, og på de to delegationsture, som er gennemført i 2017, har virksomhederne været på besøg hos en række store fødevareproducenter.
”For udenlandske virksomheder af den størrelse betyder det meget, at vi kan tilbyde en attraktiv finansieringsløsning. Vi har de internationale banker med i alt, hvad vi foretager os i forbindelse med Shopping Line. For de danske virksomheder indebærer det, at de kan få finansieret ordrer, som ellers ville være for små for bankerne at finansiere – de får altså eksportmuligheder, som de ellers kunne have mistet,” forklarer Marek Zandberg.
Lauritz Stræde Hansen tilføjer, at det også har været essentielt for de danske virksomheder, at The Trade Council og EKF qua finansieringen har fået de rigtige beslutningstagere på gruppeniveau hos køberne i tale under delegationsturene.
”Mange kan få et møde med de brasilianske købere, men ofte kommer der ikke noget ud af det, fordi de mødes med folk på det forkerte niveau. På delegationsturene mødes de danske virksomheder med de rigtige beslutningstagere med det samme,” siger han.