Yderligere to ture på vej
Som rådgiver genkender Alexandre Hornemann den oplevelse, Magnus Fossheim beskriver. Han har selv 20 års erfaring fra fødevaresektoren i Brasilien, UK og Danmark og bruger den dagligt i sit arbejde med Shopping Line.
“Jeg kender de brasilianske virksomheders krav, målsætninger, behov og arbejdsgange. Samtidig kender de mig fra branchen, så de lytter, når jeg henvender mig og præsenterer nogle potentielt rigtig gode danske løsninger for dem,” forklarer han og understreger, at de mange gode oplevelser i forbindelse med Shopping Line i høj grad skyldes det grundige forarbejde:
”Vores indsats inden en delegationstur er ekstremt fokuseret. Vores slutmål er altid salg og eksport for danske virksomheder, og det kræver, at vi ved, hvad vi laver.”
Ifølge Alexandre Hornemann er det også et særligt godt tidspunkt at eksportere til den brasilianske landbrug- og fødevaresektor. De seneste tre-fire år voksede de brasilianske virksomheder, der har en større eksportandel i sektoren, fortsat, men de stoppede med at investere. Det er først nu, hvor der er flere tegn på, at økonomien er ved at være oven på igen, at virksomhederne er villige til at investere i kapacitet, effektivitet og innovation.
Den villighed imødekommer Shopping Line, og konceptet viser gode udsigter, selvom der endnu ikke er underskrevet en egentlig Shopping Line aftale. Men to delegationsture på ni måneder og to mere planlagt i 2018 er “exceptionelt godt,” siger Alexandre Hornemann:
“Normalt er der måske en-to delegationer om året. Så der er rigtig meget potentiale i kombinationen af Shopping Line og det brasilianske marked. Brasilien er verdens største eksportør af fjerkræ og oksekød, og de vil meget gerne øge eksporten af svinekød. I dag er de verdens fjerdestørste producent af svinekød og den ottende største i forhold til eksport. Det er her, du skal være, hvis du vil lave forretning i den sektor. Og danske virksomheder har teknologien til produktionen.”