Incitamenter for udenlandske investorer i Selebi Phikwe
Kun 0,7 procent af Botswana er egnet som landbrugsjord, idet Kalahari-Ørknenen dækker størstede-len af landet, og adgang til vand er derfor en stor udfordring for enhver landbrugsinvestering. I det nordøstlige hjørne, hvor Botswana grænser op mod Sydafrika og Zimbabwe, ligger dog området Selebi Phikwe. Modsat resten af landet, er Selebi Phikwe er et ressourcerigt distrikt med let adgang til vand og frugtbar jord. Langs grænsen til Sydafrika ligger store områder af uopdyrket frugtbar jord, på trods af at Limpopofloden giver rig mulighed for kunstvanding. Længere inde i landet findes der ligeledes uopdyrket jord, hvor store dæmningsprojekter kan sikre vandforsyningen.
I maj arrangerede ambassaden i Sydafrika en fact-finding tur til netop dette område, hvor flere danske landbrugsvirksomheder deltog. Her kunne de få et indblik i området og få bekendtskab med markedet til fremtidige investeringer.
En af de deltagende virksomheder var Tofthøj Agro A/S, som er en del af Idavang-koncernen, og de havde en meget positiv oplevelse af Botswana:
"I Botswana ville der være grundlag for at lave en forholdsvis sikker investering i et landbrug sammen med den person, der skal drive det på stedet. En sådan investering vil være en god måde at lære Afrika at kende og et godt afsæt før evt. en større kommerciel investering i Zambia, Zimbabwe eller Mozambique," fortæller Ole Bjerremand Hansen, direktør i Tofthøj Agro A/S.
I området, som virksomhederne besøgte, overser det lokale udviklingsagentur Selebi Phikwe Economic Diversification Unit (SPEDU) kampen for øget fødevaresikkerhed. SPEDU har derfor gjort en aktiv indsats for at lokke udenlandske landbrugsinvestorer til gennem deres Economic Revitalization Programme.
Programmet er udarbejdet i tæt samarbejde med regeringen og indebærer fordelagtige monetære incitamenter for udenlandske investorer. For eksempel tilbyder SPEDU en selskabsskat på fem procent de første fem år og dernæst blot ti procent i Selebi Phikwe-området sammenlignet med en national sats på 22 procent. Det er endvidere muligt for udenlandske statsborgere at opkøbe jord, og statsejet jord kan leases i perioder af 50 til 99 år.
Der er altså rigeligt med gyldne muligheder for danske virksomheder, hvis de vil ind et afrikansk marked med stort potentiale, godt vækst og lav korruption. Så om din virksomhed har fokus på vand, kreaturavl, afgrøder eller lignende, kan du være med til at udnytte det store potentiale og ekspandere til et spændende marked.