Der er ikke to afrikanske lande, som er ens
Per Christensen stikker til sine to kollegaer Henrik Petersen, der er teamleder for The Trade Council i Kenya, og Nils Robenhagen, der er leder af The Trade Council i Sydafrika. Han fortæller forsamlingen, at Nigeria slår de to andre afrikanske vækstcentre med mange meter. Kollegaerne smiler rystende på hovedet af ham.
I Glostrup arbejder maskinerne på at fylde beholdere med fedt, der blandt andet kan bruges til at smøre maskiner i cement- og vindmølleindustrien. Hove A/S salgsdirektør Jesper Engsig kom hjem fra Nigeria i september.
“Vi så Afrika som et uopdyrket marked, som vi skulle se, hvad der kunne ryste af sig,” siger han og forklarer, at en af verdens største cementvirksomheder Dangote Cement holder til i Nigeria og flere andre afrikanske lande.
“Det kræver benarbejde at komme ind på markedet, men det er ikke sønderligt sværere end så mange andre steder. Det vigtigste er, at man er tilstede.”
I starten af 2017 tog Hove A/S kontakt til The Trade Council i Nigeria, og allerede i april samme år besøgte salgsdirektøren landet første gang.
“Teamet i Lagos har hjulpet os med at finde ud af, hvordan det kan fungere,” vurderer Jesper Engsig. Hove A/S har endnu ikke en medarbejder I Nigeria, derfor får de hjælp af The Trade Council med salg og markedsføring – også når de ikke er i Nigeria selv.