Tilbage i 2010 fik en medarbejder på Lindøværftet i Odense en ide til at bygge nogle robotter, der sidenhen har udviklet sig til de svejserobotter, som nu er en del af Inrotechs eksporteventyr. Ledelsen på Lindø købte nemlig idéen, og de ti testrobotter blev hurtigt en del af produktionen. Derefter begyndte interessen fra omverden for alvor begyndte at vokse.
Det specielle ved Inrotechs svejserobotter er, at de er mobile og kan tilsluttes produktionslinjer, hvilket erstatter og frigiver svejsemedarbejdere til andre kritiske opgaver i produktionen, som gør teknologien særlig interessant for det amerikanske marked.
Svejsere er nemlig i høj kurs i USA, hvor gennemsnitsalderen på en svejsearbejder er 56 år. Det forventes, at det fremadrettet kun bliver en større udfordring at finde arbejdere til svejsning, og det er et stort problem for flere skibsværfter, som risikerer at miste omsætning. Nogle skibsværfter står med muligheden for at fordoble deres produktion – hvis de altså har svejsere nok. Netop den mulighed har Inrotech fået øjnene op for. Deres fuldautomatiske svejserobotter præsenterer nemlig potentielt en del af, eller hele, løsningen på problematikken for værfterne.
”Noget af den amerikanske produktion er stadig meget gammeldags, og der er begyndt at komme flere krav til arbejdsforholdene på værfterne. Kombineret med at det er svært at få svejsere, så er vores produkt helt oplagt til det amerikanske marked,” fortæller Gert Jørgensen.
Muligheden i USA kunne Inrotech ikke slippe, og den amerikanske drøm begyndte stille og roligt at spire, da fik øjnene op for, at der var stor interesse for deres produkt.
Som for så mange andre virksomheder, var turen over Atlanten, også for Inrotech, en øjenåbner for de kulturforskelle mellem Danmark og USA, man ikke altid er opmærksom på. Det amerikanske marked, var en stor mundfuld for en lille dansk virksomhed. Inrotech fandt hurtigt ud af, at det var essentielt med en partner, som kendte de lokale forhold, hvis indsatsen skulle lykkes. Derfor tog de kontakt til The Trade Council, som satte dem i forbindelse med Ralf Kjærgaard Nielsen.