Frihandelsaftalen mellem EU og Vietnam, der betegnes som EU’s mest ambitiøse aftale med et udviklingsland, træder i kraft den 1. august 2020. Hele aftalen kan ses her.
Væsentlige toldbesparelser
Med aftalen kan danske virksomheders kunder i Vietnam spare toldudgifter, når varer produceret i Danmark/EU eksporteres til Vietnam. Allerede på dagen for ikrafttrædelse af aftalen kan 65% af EU’s eksport til Vietnam komme toldfrit ind i landet. Når aftalen efter 10 år er fuldt implementeret, vil der være toldfrihed for 99% af alle varer. Dette giver mulighed for store besparelser inden for f.eks. eksport af maskiner, farmaceutiske produkter, forarbejdede fødevarer og landbrugsprodukter. Særligt på landbrugsprodukter er der tale om væsentlige fordele, idet Vietnams told i dag på nogle produkter er op til 40%.
Samtidig bliver det billigere at importere fra Vietnam. 71% af Vietnams eksport til EU kan komme toldfrit ind efter handelsaftalens ikrafttrædelse, mens det gælder for 99% efter 7 år. Dette vil bl.a. gøre det billigere at importere tekstiler og fodtøj.
Du kan finde listen over toldnedtrapning mellem EU og Vietnam gennem frihandelsaftalen under aftalens bilag 2.
Forenkling af toldbehandlingsprocedurer og fjernelse af ikke-toldmæssige barrierer
Vietnam har med aftalen forpligtiget sig til at lette en række ikke-toldmæssige barrierer. Dette omfatter blandt andet modernisering og forenkling af toldregler, større transparens omkring toldbehandlingskrav og øget anvendelse af internationale standarder i nationale regler.
Tjenesteydelser
Vietnam vil give bedre adgang for EU-virksomheder blandt andet inden for finansielle serviceydelser, forsikring, maritim transport og miljøserviceydelser. Aftalen fremmer også en række regler for e-handel.
Offentlige udbud
Aftalen giver EU-virksomheder adgang til at deltage i offentlige udbud for varer og tjenesteydelser over en aftalt grænseværdi. Dette gælder centralregeringens udbud samt udbud fra landets to største byer Ho Chi Min City og Hanoi og de vigtigste statsejede virksomheder. Grænseværdien for EU-virksomheders ret til at deltage i offentlige udbud reduceres gradvist over 15 år.