Hjælper over hele verden
Monitoreringsselskabet Aerial & Maritime har nydt godt af The Trade Councils samarbejde med IFU i forbindelse med virksomhedens kamp for at etablere sig på det ghanesiske marked.
”Med IFU som finansieringspartner har Aerial & Maritime ikke blot opnået en erfaren og kompetent stakeholder, men også en blåstempling i forhold til lokale myndigheder og virksomheder, da der er stor respekt om IFU og dens virke over mange år i Ghana. Et samarbejde med Udenrigsministeriet kan gøre en lang og træg proces kortere og meget mere effektiv,” lyder det fra Karsten Ingemann Pedersen, adm. direktør i Aerial & Maritime.
Lauritz Stræde Hansen anbefaler danske virksomheder, der overvejer at etablere datterselskaber på fjerne markeder at bruge IFU som medinvestor for at få adgang til den enorme viden, som organisationen har opbygget gennem 51 år som investor på såkaldte high risk-markeder.
”Ud over den risikovillige kapital og en rutineret medinvestor med hånden på kogepladen, får virksomheden adgang til en række specialister, der kigger med over skulderen og hjælper med at guide projektet på rette kurs,” siger han.
En virksomhed, der har mærket fordelene ved The Trade Councils samarbejde med EKF er Dybvad Stål Industri, som har fået hjælp til at få forvandlet dialogen med den brasilianske fødevareindustri til konkrete ordre på pladefrysere.
”Vi har fået åbnet op til de store private virksomheder. Vi har fået mulighed for at etablere kontakt på ledelsesniveau, hvor vi normalt kun får kontakt på projektniveau. Adgangen til ledelsesniveauet har betydet, at vi har kunne præsentere vores produkter og budskaber hos de reelle beslutningstagere, hvilket giver større chance for at lukke salg,” siger Magnus Fossheim, Area Export Manager for Dybvad Stål Industri.
Ud over det tætte samarbejde med IFU og EKF har The Trade Council også kontakt til en lang række lokale finansieringsaktører verden over. Det sker for at sikre den finansieringsløsning, som passer lige præcis din virksomhed og dine kunder.