Gå til indhold

Maritim

Danmark er et maritimt kraftcenter og en ledende, international søfartsnation, som agerer grøn accelerator for ambitiøse løsninger til den globale maritime industri. I Danmark findes et stort antal rederier, højteknologiske udstyrsproducenter, værfter, skibsmæglere, havne og logistikvirksomheder.
Danske rederier har været frontløbere i brugen af grøn teknologi på deres skibe, ofte udviklet af danske maritime udstyrsproducenter. Danskdesignet udstyr findes ombord på næsten alle oceangående skibe. Desuden er danske virksomheder verdensførende inden for udvikling af skibsmotorer, der kan anvende klimaneutrale, hydrogenbaserede brændstoffer som metanol og ammoniak. Samtidig er de førende inden for brændstofbehandlingsteknologier, sensorer og røggasrensning, som tilsammen muliggør klimaneutral global varetransport.

Danske rederier, ofte i partnerskab med energiselskaber, spiller også en central rolle inden for opstilling, drift og vedligeholdelse af offshore vindmølleparker. Danmark kan designe, udruste og servicere alle typer af fartøjer, der er nødvendige for en vindmølleparks levetid, og danske værfter kan bygge en betydelig del af dem.

Maritime sektoren er i stigende grad afhængig af digitale teknologier, som baseres på radio- og satellitkommunikation. Der er hurtig udvikling inden for digitale løsninger til både civile og forsvarsrelaterede systemer, med øget fokus på datasikkerhed og sikre kommunikationslinjer. Danmark har også her opnået en international niche med skræddersyede løsninger til nationale netværk.

Eksport af løsninger

Det Blå Danmark er det største danske eksporterhverv, som årligt står for ca. 25 pct. af den samlede danske eksport af varer og tjenester. Hertil udgjorde den maritime produktion på ca. 470 mia. kr. i 2021. Danske rederier er afgørende for de globale maritime forsyningskæder og er verdens 10. største handelsflåde opgjort på bruttotonnage. I 2022 stod søtransport for ikke mindre end 27 procent af Danmarks samlede eksport.

Forsyningskædernes skrøbelighed, øget global fragmentering samt geopolitiske spændinger har også skabt en ny verden at navigere i for den danske maritime sektor. De seneste års globale markedsudvikling har fornyet perspektiverne for virksomhederne, hvor protektionismen øges. Fortsat succesfuld eksport inden for den maritime sektor stiller øgede krav i forhold til at tilpasse sig skiftende markedsforhold samt en skærpet forståelse af internationale regler og standarder.

sektorrådgiverne

De maritime sektorrådgivere på danske ambassader har til formål at understøtter danske maritime virksomheder på globale markeder. Rådgiverne tilbyder omfattende markedsindsigt, som kan være afgørende både ved indtræden på nye markeder såvel som udvidelse på eksisterende. Rådgiverne kan hjælpe danske virksomheder med at forstå lokale forhold og regler og assisterer desuden virksomheder med at navigere i disse, såvel som lokale standarder og certificeringer med henblik på markedsadgang. Ved handelshindringer eller bureaukratiske udfordringer, kan sektorrådgiverne via deres lokale netværk og viden tilbyde problemløsning.

I visse lande kan personlige forbindelser og tillid være vigtige for udvikling af forretningsrelationer. Ved at forbinde danske maritime virksomheder med lokale partnere, kunder og myndigheder, bistår rådgiverne med opbygning af virksomhedernes lokale netværk.

Hvad kan du bruge vores ekspertise til?

Støtte i markedsadgang- og udfordringer:
Vi hjælper danske virksomheder med at navigere i komplekse markedsforhold og assisterer med at løse de udfordringer, der kan opstå i forbindelse med eksport og internationalt samarbejde.

Facilitere netværk og partnerskaber:
Vi hjælper danske maritime virksomheder med at opbygge værdifulde relationer på nye og eksisterende markeder. Ved at forbinde lokale nøgleaktører, såsom lokale distributører, leverandører, myndigheder mv., hjælper vi danske virksomheder med at finde de rette samarbejdspartnere på globale markeder.

Promovere danske løsninger:
Vi arbejder for, at danske maritime teknologier, produkter og løsninger bliver synliggjort på globale markeder. Det Blå Danmark er udtryk for kvalitetsskibsfart og høj innovation. Det skal fremhæves med henblik på at styrke danske maritime virksomheders position på det globale marked.

Kontakt vores sektorekspert

Loading...