Udenrigsministeriet udsender diplomater til at styrke Danmarks digitale aftryk i Europa
I takt med, at både offentlige myndigheder og private virksomheder globalt investerer i digitale løsninger, stiger også fokus på kritiske teknologier, der er afgørende for vores økonomisk sikkerhed. Med placeringen af digitaliseringsdiplomater på strategiske ambassader ønsker Danmark at sikre, at vores digitale styrkeposition videreudvikles og udbredes.
Danmark har opbygget en international styrkeposition inden for digitalisering, som hviler på et stærkt offentligt-privat samarbejde og et veletableret økosystem. Samtidig har Danmark en økonomisk og sikkerhedsmæssig interesse i at videreudvikle det danske økosystem gennem internationalisering.
Digitaliseringsdiplomaterne vil arbejde målrettet på at skabe nye markedsmuligheder for danske virksomheder og fremme samarbejdet med udenlandske myndigheder og nøgleaktører.
De vil også bidrage til at forbedre de politiske og økonomiske rammebetingelser for digitalisering og sikre, at danske løsninger præsenteres og anvendes i internationale sammenhænge, hvor teknologi, samfundsforhold og sikkerhed er i spil
De tre digitaliseringsdiplomater er eksperter på deres felt og er nu placeret ved de danske ambassader i Berlin, London og Stockholm. Her fungerer de som brobyggere mellem danske og udenlandske aktører og har som mål at styrke Danmarks rolle i den globale digitalisering.