Du kan læse om tidligere sanktionspakker her.
De mest centrale punkter i den tiende sanktionspakke er:
Der er indført en række yderligere eksportrestriktioner mod blandt andet industrivarer, maskineri, køretøjer, elektronik og dual use-produkter. Dertil tilføjes 96 enheder til listen over enheder, som er omfattet af særlig eksportkontrol.
Hertil kommer en importrestriktioner mod blandt andet syntetisk gummi og asfalt samt relaterede produkter, som skaber indtjening for den russiske stat.
Der indføres forbud mod at russiske statsborgere eller personer bosat i Rusland kan sidde i ledende organer i kritisk infrastruktur i EU. Dertil kan disse personer samt russiske enheder ikke længere tilkøbe opbevaring af gas i EU-landenes gaslagre.
Af finansielle tiltag indføres bl.a. en forpligtelse til at indrapportere indefrosne midler til Kommissionen. Hertil sanktionsdesigneres yderligere tre russiske banker samt Russian National Wealth Fund og Russian National Reinsurance Company.
Der fortages en række stramninger for at forhindre sanktionsomgåelse, der foruden indrapporteringsforpligtelsen også omfatter et forbud mod transit af dual-use produkter og teknologi via Rusland samt andre justeringer af eksisterende sanktioner.
De arabiske versioner af RT og Sputnik omfattes af sendeforbud i tråd med deres europæiske modparter. Dertil tilføjes en række propagandister til de individuelle sanktionslister.
Udover de allerede indførte Individuelle sanktioner, tilføjes i alt 87 personer og 34 enheder til de individuelle sanktionslister, herunder bl.a. militærfolk og politikere.
For yderligere detaljer og information, herunder om undtagelsesbestemmelser mv., henvises til de offentliggjorte retsakter, der kan findes i EU-tidende.