Information til virksomheder

Information til virksomheder - nye sanktioner mod Rusland (per 8. april)

EU har indført femte pakke med sanktioner, som følge af Ruslands militære aggression mod Ukraine. 

Du kan læse om tidligere sanktionspakker her

De nye sanktioner omfatter bl.a. følgende elementer:

  • Fra august 2022 indføres forbud mod at importere kul og andre faste fossile brændstoffer til EU fra Rusland eller med oprindelse i Rusland. Der indføres endvidere importforbud mod produkter som træ, cement, visse gødningsstoffer, krebsdyr, kaviar og spiritus.
  • Forbud mod at give fartøjer registreret under russisk flag adgang til havne i EU. 
  • Forbud mod enhver russisk og belarussisk vejtransportvirksomhed, der således afskæres fra at transportere gods ad landevej i EU, herunder i transit. 
  • Yderligere eksportforbud mod jetbrændstof og andre varer såsom kvantecomputere og avancerede halvlederkomponenter, avanceret elektronik, software samt maskiner og transportudstyr.
  • Udvidelse af de eksisterende forbud mod eksport m.v. af pengesedler og omsættelige værdipapirer denomineret i euro til at omfatte alle EU-medlemsstaternes officielle valutaer, herunder den danske krone.
  • Yderligere målrettede økonomiske foranstaltninger, herunder: Forbud mod russiske virksomheders deltagelse i offentlige udbud i EU-medlemsstaterne, forbud mod finansiel støtte til russiske offentlige organer samt et udvidet forbud mod indskud til crypto wallets. 

Endelig tilføjes 217 personer og 18 enheder på listen over personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger. De nye listninger omfatter bl.a. 4 centrale russiske banker (Bank Otkritie, Novikombank, Sovcombank, og VTB), der således bliver underlagt indefrysning af aktiver og samhandelsforbud, og derved helt afskæres fra EU-markedet. De pågældende banker er allerede udelukket fra SWIFT.

For yderligere detaljer og information, herunder om undtagelsesbestemmelser mv., henvises til de offentliggjorte retsakter, der kan findes i EU-tidende.

Hvordan skal jeg forholde mig som virksomhed?

Det er altid virksomheders eget ansvar at overholde de til enhver tid gældende sanktioner og eventuelt søge juridisk bistand. Danske myndigheder står klar til at vejlede om sanktionerne, og hvordan man som virksomhed skal forholde sig. På um.dk kan du som virksomhed få et overblik over, hvor du kan få vejledning hos de ansvarlige myndigheder.

På EU’s hjemmeside finder du et interaktivt sanktionskort og en liste over gældende finansielle EU-sanktioner mod personer, grupper og enheder. Oplysningerne opdateres løbende.

Hotlines ved akut opståede udfordringer

The Trade Councils team for Geopolitisk Virksomhedsrådgivning yder virksomhedsvejledning ved akut opståede udfordringer som følge af situationen, herunder afledte eksportrelaterede spørgsmål. Kontakt os ved at skrive til [email protected] eller brug kontaktformularen her.

Ambassaden i Kyiv er midlertidigt lukket, og Udenrigsministeriet har meget begrænsede muligheder for at yde konsulær bistand til danskere i landet. Hvis du har spørgsmål relateret til rejser eller ophold i Ukraine, kan du kontakte Udenrigsministeriets globale vagtcenter 24/7 på +45 33 92 04 00 eller [email protected]. Læs Udenrigsministeriets rejsevejledninger om rejse og ophold i Ukraine og Rusland.

Såfremt du har generelle spørgsmål til sanktioner er du i øvrigt velkommen til at kontakte Udenrigsministeriets Kontor for Koncernjura, Offentlig Ret på [email protected]

VEJLEDNING TIL VIRKSOMHEDER

Den alvorlige situation i Ukraine kan have konsekvenser for danske virksomheder på flere måder. Få et samlet overblik over den vejledning du kan få via linket til nedenfor.