Verden er i opbrud.
Geopolitik, stormagtsrivalisering og protektionisme udfordrer danske
virksomheder og ændrer spillereglerne for global handel. Danske
styrkepositioner er fortsat efterspurgte, men der er behov for diversificering
af dansk erhvervsliv. Det er afgørende for, at vi ikke bliver for
afhængige af vores traditionelle samhandelspartnere. Samtidigt opstår nye
vækstcentre, især i Afrika og Asien. Som lille, åben økonomi med over 900.000
danske jobs knyttet til eksport er Danmark sårbar – men også godt placeret til
at styrke indsatsen, hvor mulighederne er størst.
Derfor lancerer vi
en Handlingsplan for et aktivt og effektivt økonomisk diplomati, der bygger
videre på den tidligere Handlingsplan for Økonomisk Diplomati (2022-2023). Den
nye handlingsplan er et opdateret og målrettet handlingskatalog, der hjælper
danske virksomheder med at navigere i en ny virkelighed og styrker Danmarks
økonomiske position.
Forudsætningen for
at lykkes med den nye handlingsplan er en whole-of tilgang, hvor alle spiller
med. Hvor det står klart, at økonomisk diplomati er en opgave, der skal løftes
på tværs af udenrigstjenesten, på tværs af centraladministrationen,
erhvervsfremmesystemet og i tæt samarbejde med dansk erhvervsliv.
Hovedlinjerne i
Danmarks økonomiske diplomati-indsats er følgende:
·
Vores mål er at skabe værdi for
erhvervslivet ved at udnytte vores styrkepositioner, partnerskaber og bruge
diplomatiet til at fremme danske erhvervsinteresser.
·
Vi hjælper erhvervslivet med at
navigere i en uforudsigelig verden gennem geopolitisk virksomhedsrådgivning
baseret på Udenrigsministeriets globale netværk og indsigt.
·
Vi bruger vores rådgivere på over
70 markeder til at styrke virksomhedernes internationale tilstedeværelse og
mindske sårbarhed via geografisk diversificering.
·
Vi fremmer danske styrkepositioner
ved at udbrede innovative løsninger og tiltrække udenlandske investeringer i
fokussektorer som energi, forsvar, fødevarer og landbrug, maritim, sundhed og
life science, tech og digitalisering.
·
Vi styrker innovation, vækst og
beskæftigelse gennem de danske innovationscentre ved at bidrage med viden,
kommercialisering af forskning og internationalt samarbejde.
·
Vi arbejder for bedre
markedsadgang globalt ved at påvirke rammevilkår og udnytte EU’s handelsaftaler
bedst muligt, særligt i strategiske samarbejdslande, hvor øget handel også
styrker vores modstandsdygtighed.
·
Vi kobler økonomisk diplomati
tættere med udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitik for at skabe vækst,
reducere risici og fremme bæredygtige værdikæder.