Gå til indhold
Podcast

Verdensmål udgør kæmpe potentiale for virksomheder

FN’s 17 verdensmål, der bl.a. tæller udryddelse af fattigdom, kan åbne et marked på 12 billioner dollars, anslår uafhængig kommission. “Verdensmålene giver nogle helt specifikke muligheder for danske virksomheder,” siger Susanne Hyldelund, direktør for The Trade Council.

Med Danmarks formandskab for FN-topmødet for bæredygtig udvikling i New York i september 2015, var det Lars Løkke Rasmussen selv, der fik lov at banke med hammeren og endeligt vedtage verdensorganisationens nye udviklingsagenda: De 17 verdensmål. Frem mod 2030 har de 193 medlemslande givet tilsagn om at være med til at nå målene som bl.a. udryddelse af fattigdom, lige adgang til uddannelse og ansvarligt forbrug. Og arbejdet udgør også et stort økonomisk potentiale.

Det anslår den uafhængige kommission for Business & Sustainable Development, der bestod af 37 fremtrædende personer fra erhvervslivet, NGO’er og myndigheder, herunder danskerne Mads Nipper, CEO for Grundfos og Lise Kingo, Executive Director for UN Global Compact.

Faktisk kan målene åbne et marked på 12 billioner dollars, anslår kommissionen i sin afsluttende rapport efter to års arbejde.

Det lyder nok interessant for de fleste virksomheder, men verdensmålene giver også noget mere, som gør det attraktivt for dansk erhvervsliv at kigge nærmere på, nemlig en fælles ramme og fortælling. Det siger Susanne Hyldelund, direktør i The Trade Council (tidl. Eksportrådet), på podcastkanalen Business Insights.

“Verdensmålene handler jo om, at hvert enkelt land kigger på de 17 mål og siger: ‘Hvad for nogen vil vi prioritere hos os? Hvad er planen for det? Og at man også afsætter ressourcer til det.”

Se hele temanummeret 'Bæredygtig Business' her

Tappe ind i det potentiale

Danmark har besluttet at sætte særligt fokus på fire udvalgte prioritetsområder:

Bæredygtig udvikling, ligestilling og kvinders rettigheder, uddannelse og konfliktforebyggelse og statsopbygning i skrøbelige stater.

På den måde bliver det mere synligt, hvor markedsmulighederne er henne, siger Susanne Hyldelund.

“Og det er det, vi kan koble virksomhederne op med - at de kommer til at tappe ind i det potentiale, der bliver skabt.”

Hør hele interviewet med Susanne Hyldelund på vores podcastkanal Business Insights. 

Der er substans i det

Et eksempel på en virksomhed, der allerede støtter op om flere af FN’s 17 verdensmål gennem sit arbejde, er ingeniørvirksomheden MASH Biotech i Kongens Lyngby. Her kan de nikke genkendende til, at verdensmålene kan være en god forretning.

”Hvis du tager på besøg, som vi gjorde, i Kakuma-flygtningelejren i det nordlige Kenya og ser på de biomasseressourcer, der er, og det enorme behov, der er for elproduktion og i øvrigt økonomien omkring det, så indser du lige pludselig, at “Hovsa, der var sgu noget om snakken: der er faktisk substans i det her argument med, at der er penge i at forfølge verdensmålene,” siger Jakob Andersen, adm. direktør i Mash Biotech.

Hør mere om hvordan The Trade Council kan hjælpe din virksomhed med at skabe forretning med afsæt i verdensmålene og om MASH Biotechs erfaringer på området i podcasten. 

VIL DIN VIRKSOMHED EKSPORTERE SDG-LØSNINGER? 

Så kontakt os og hør nærmere. 

Loading...