Gå til indhold
Podcast

Minister ser Verdensmålene som en kæmpe business case 

For Ulla Tørnæs, minister for udviklingssamarbejde, er FN’s 17 verdensmål, der blev vedtaget globalt i 2015, en kæmpe business case - især for danske virksomheder. Sådan lyder det fra ministeren i en ny podcast på The Trade Councils podcastkanal Business Insights.

”Samlet set ser jeg verdensmålene som en kæmpe business case for danske virksomheder – og det gælder ikke kun for de store. De små og mellemstore virksomheder har lige så mange muligheder,” siger Ulla Tørnæs.

For at hjælpe de danske virksomheder på vej lancerede regeringen i samarbejde med IFU og seks pensionsselskaber i juni 2018 Verdensmålsfonden, også kaldet Danish SDG Investment Fund. Fonden skal gennem investeringer bidrage til at realisere verdensmålene. Konstruktionen mellem stat og pensionsselskaber er unik og ambitionerne for fonden store, fortæller Ulla Tørnæs i podcasten.

”Vi håber, at vi med de investerede midler for knap 5 mia. kr. kan generere udvikling for 30 mia. kr. Det vil uden tvivl kunne mærkes,” siger Tørnæs. Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), der er finansieret af ulandsbistand, har bidraget med 1,65 mia. kr., mens de seks pensionsselskaber lægger 2,4 mia. kr.

”Så vi har taget en lillebitte smule bistand og sat det i en fond, og det fungerer så som katalysator for at generere meget mere udvikling, end hvis vi alene skulle bruge den skatteyderfinansierede udviklingsbistand. Så fonden er en helt ny måde at bruge bistanden på,” forklarer ministeren.

I podcasten kommer Ulla Tørnæs også ind på, hvordan partnerskaber spiller en central rolle i arbejdet med verdensmålene og hvilke brancher og sektorer, som fonden kan være særligt interessant for.

Hør interviewet med Ulla Tørnæs i podcasten nedenfor. 

Se hele temanummeret 'Bæredygtig Business' her

VIL DIN VIRKSOMHED EKSPORTERE SDG-LØSNINGER? 

Så kontakt os og hør nærmere. 

Loading...