Thailand har et attraktivt erhvervsklima med en generelt åben tilgang til udenlandske investeringer. Landet rangerer som nummer 21 globalt i Verdensbankens Ease of Doing Business-indeks, og mere end 100 danske virksomheder er allerede til stede. Danske virksomheder bør dog være opmærksom på de politiske og økonomiske rammer, der kan udfordre erhvervslivet. Indenfor visse sektorområder såsom medier, sundhed og visse serviceerhverv kræver udenlandsk investering enten særlig tilladelse eller partnerskaber med lokale aktører.
Kulturelt kan forretningsmiljøet fremstå kompleks og være præget af meget hierarki. Thailændere er dog generelt åbne og imødekommende over for udenlandske samarbejdspartnere, særligt hvis der udvises respekt for lokale normer. Den yngre generation af virksomhedsledere er ofte veluddannet, internationalt orienteret og engelsktalende.
Handelssituation
Thailands bambusdiplomati svajer i det geopolitiske blæsevejr mellem USA og Kina. En yderligere eskalering i relationerne mellem de to lande kan tvinge Thailand til at vælge side, hvilket vil skade både økonomien og handelsrelationerne. Thailand har historisk været en tæt allieret med USA men militærkuppene i 2006 og 2014 fik USA til at nedtone samarbejdet. Omvendt har Kina gennem det seneste årti styrket sin indflydelse og er siden 2016 den største våbeneksportør til Thailand. USA og Thailand afholder dog fortsat regionens største multinationale militærøvelse. Ingen af stormagterne opfattes som en direkte trussel mod Thailands sikkerhed.
De geopolitiske spændinger har styrket Thailands rolle i den globale leverandørkæde. Mange virksomheder vælger Thailand som en del af China+1-strategien, hvor man søger at reducere afhængigheden af Kina, men fortsat opretholde regional produktion. Thailand nyder godt af lavere produktionsomkostninger, politisk åbenhed over for investering og medlemskab i ASEAN, som muliggør bredere adgang til regionale markeder.
Flere sektorer er i vækst, herunder landbrug, fødevarer, vedvarende energi, elektronikproduktion og datainfrastruktur. Der investeres massivt i digitale løsninger og opførelsen af datacentre, ligesom behovet for sundhedsløsninger vokser i takt med en aldrende befolkning og livsstilsrelaterede sygdomme. Dette skaber konkrete muligheder for danske virksomheder med ekspertise inden for sundhed, grøn teknologi, fødevarer og digitalisering.