Finland er et attraktivt land for virksomheder. I 2024 blev landet kåret som verdens syvende mest innovative økonomi med et innovationsindeks på 59,4. Uddannelsesniveauet er højt; 91 af den voksne befolkning er gymnasieuddannet, hvilket er over OECD-gennemsnittet. Endvidere har 82 pct. af befolkningen grundlæggende digitale færdigheder, hvorved Finland er et af de mest digitalt kompetente lande i EU. 95 pct. af elproduktionen er fossilfri, hvilket bidrager til et grønt og bæredygtigt virksomhedsmiljø.
Forbrugertillidsindekset var -8,6 i december 2024, og arbejdsløsheden steg til 8,4 pct. - en stigning på 1,2 procentpoint ift. 2023. I april 2025 lå arbejdsløsheden på 9 pct. (sæsonkorrigeret), som er den næsthøjeste i Europa.
Finland forbliver en åben økonomi med få hindringer for udenlandsk investering. I 2024 blev der stiftet 231 nye udenlandsejede virksomheder. Regeringen satser på at tiltrække internationale kompetencer for at imødekomme behovet for arbejdskraft, særligt inden for teknologi og sundhedspleje, hvilket styrker landets langsigtede konkurrencekraft. Regeringen planlægger også at sænke virksomhedsskatten for at øge konkurrencekraften.
Handelssituation
Finlands handelsrelationer er blevet påvirket af geopolitiske spændinger, særligt Ruslands invasion af Ukraine. Handlen med Rusland er betydeligt mindre; mellem januar og juli 2024 var eksporten til Rusland EUR 0,2 mio., hvilket udgør et fald på 33 pct. sammenholdt med 2023. Importen fra Rusland faldt med 22 pct. til EUR 0,6 mia. i samme periode. Særligt det østlige Finland er blevet ramt økonomisk af grænselukningen og den mindskede handel.
Samtidig har Finlands NATO-medlemskab fra 2023 styrket handelsrelationen til USA. I løbet af januar og juli 2024 blev eksporten til USA øget med 9 pct. til EUR 3,9 mia., mens importen faldt med 12 pct. til EUR 2,1 mia. Den geopolitiske situation har skabt uro på de finansielle markeder, og har også udfordret finske eksportvirksomheder, særligt på industriområdet.
Trods et generelt fald i eksport, viser flere sektorer positiv udvikling. Eksporten af kemiske produkter, særligt lægemidler, steg med 23,4 pct. Eksport af træprodukter steg med 3,1 pct., og eksport af pap og papir steg med 1,2 pct. Vindenergisektoren er vokset hurtigt: i løbet af 2024 dækkede vindenergi 24 pct. af Finlands elforbrug, hvilket svarer til en stigning på 37 pct. sammenholdt med 2023.
Der er gode muligheder for danske virksomheder inden for grøn omstilling, forsvarsindustrien, sundhedssektoren og digitalisering. Finlands investeringer i vindkraft, brint og cirkulær økonomi skaber efterspørgsel, hvor dansk ekspertise er eftertragtet. NATO-medlemskabet har også ledt til øgede udgifter indenfor forsvar, sikkerhed og infrastruktur, hvilket åbner for eksport af udrustning og teknologi inden for eksempelvis AI, sensorer og cybersikkerhed. På sundhedsområdet er der et voksende behov for innovative løsninger til ældreomsorgen og effektivisering. Derudover prioriterer Finland digitalisering af den offentlige sektor, hvor danske digitale løsninger anses som relevante.