Offshore kapaciteten skal firedobles
Kapaciteten af offshore vindenergi i Storbritannien er i dag 10GW, men ambitionen er at firdoble kapaciteten til 40GW inden 2030. Planerne for, hvordan man når de 40GW, forventes fremlagt i begyndelsen af december 2020, men ser man på pipelinen af projekter, er der i øjeblikket fem projekter under opførelse. De spænder fra små demonstrationsprojekter som f.eks. Kincardine ud for Aberdeens kyst, der bygges på flydende fundamenter, til Hornsea Two projektet, der opføres i Nordsøen og har en samlet kapacitet på 1,4GW. Når Hornsea Two er færdig, forventes den med sine 165 turbiner at være verdens største havvindmøllepark. Ser man lidt længere frem, er der godkendte projekter på i alt 800 turbiner (9,3GW).
I de seneste ti år er kapaciteten af offshore vindenergi i Storbritannien steget fra 1GW til 10GW, mens der samtidig er sket en stor teknologisk udvikling og effektivisering af vindindustrien. Investeringsomkostningerne er i løbet af denne periode desuden faldet med mere end 60 pct., og det er denne udvikling, der har fået den britiske regering til at satse stort på offshore vind.
Planerne for udbygning af offshore vindenergi i Storbritannien er en del af regeringens plan ”Build back better”, der er et program for økonomisk genopretning for at afbøde effekterne af corona-krisen. Målsætningen om at dække alle husholdningers energiforbrug ved hjælp af vindenergi blev fremlagt af premierminister Boris Johnson på det konservative partis konference den 6. oktober:
”Your kettle, your washing machine, your cooker, your heating, your plug-in electric vehicle — the whole lot of them will get their juice cleanly and without guilt from the breezes that blow around these islands (...)” sagde Boris Johnson bl.a. til mødet.
De britiske myndigheder forventer at tiltrække private investorer til udbygningen gennem det eksisterende auktionssystem næste forår, hvor det regnes med, at der kan skaffes, hvad der svarer til 164 milliarder kroner i investeringer.
Johnson nævnte desuden, at regeringen vil investere 1,2 milliarder danske kroner i produktion af de næste generationer af vindmøller, hvilket også indebærer flydende vindmøller, som forventes at kunne bidrage med 1GW inden år 2030. Det svarer til over 15 gange af hele verdens nuværende kapacitet af flydende vindmøller.