Svineproduktionen i Vietnam har historisk set foregået på små, primært familiedrevne, landbrug. Men i de senere år er det blevet mere udbredt for nationale og multinationale firmaer at drive store svinefarme i landet.
Og med et svinemarked der kun forventes at stige i værdi de næste mange år, vil man på den korte bane sandsynligvis se en stigning i virksomheder, der investerer store millionbeløb i at omstille, udvikle og modernisere deres svineproduktion.
Store indenlandske og udenlandske virksomheder som eksempelvis DABACO, Masan Group, C.P. Vietnam og Japfa Comfeed er begyndt at investere millionbeløb i at etablere store svinefarme rundt i landet. De indgår som led i de såkaldte integrated farming systems samt farm-to-food strategier, hvor virksomhederne kontrollerer flere dele af værdikæden i svine- og fødevareproduktionen.