Ligesom Danmark har Storbritannien i mange år arbejdet målrettet med digitalisering af den offentlige sektor. Landet er kommet langt, men er stadig tydeligt under det danske niveau på området. Det giver muligheder for danske virksomheder med løsninger inden for digitalisering. De danske løsninger er teknologisk foran de britiske – men ikke så meget, at løsningerne ikke kan passes ind på markedet.
En række danske virksomheder har allerede godt fat i det britiske marked. Netcompany købte i 2017 Hunter Macdonald – et britisk selskab med 350 ansatte – for at være tættere på markedet. Og firmaer som WizKids, Dania Software og cBrain har etableret solide brohoveder på det britiske marked.
Produktivitet og besparelser
Siden finanskrisen har den offentlige sektor i Storbritannien været på en kraftig slankekur. Det har især ramt kommunernes bloktilskud, som er reduceret med mellem 20 og 30 procent, siden krisen begyndte. Derfor er det vigtigt ikke bare at være konkurrencedygtig, men også at tilbyde produkter, som giver mulighed for produktivitetsforbedringer og besparelser.
”Jeg deltager ofte i konferencer og netværk for kommunale og offentlige IT-chefer, hvor diverse myndigheder præsenterer cases. Selvom det er væsentligt at levere god borgerservice og pålidelig sagsbehandling, så er det i langt de fleste cases også en meget vigtig del af budskabet, at det er lykkedes at opnå besparelser på enten medarbejdere, bygninger eller IT-licenser,” siger Per K. Andersen, sektorekspert på den danske ambassade i London.
Trods fokus på besparelser i administrationen er offentlig ICT stadig et voksende marked i Storbritannien. Tænketanken Public forudsiger, at markedet vil nå 25 milliarder pund i 2025.