Den tyske regering er nået til enighed om udkastet til en lov om udfasning af kulkraften, som læner sig kraftigt op ad sidste års anbefalinger fra den såkaldte Kulkommission. Den endelige lov ventes færdigbehandlet inden sommer. Samlet anskues dette som et yderst vigtigt skridt imod udfasningen af mere end 40 GW kulkraftskapacitet frem mod 2038. Dette vil betyde, at cirka 41 GW af det tyske el-miks skal erstattes med klimavenlige energiformer.
Udfasningen vil ske med 15 GW kapacitet inden 2023 og yderligere 17 GW frem mod 2030. Den samlede udfasning skal være færdiggjort i 2038, men fra 2026 vil der blive arbejdet på scenarier rettet mod en mulig udfasning med 2035 som slutpunkt.
En del af udfordringen ventes at kunne løses via energioptimering og effektivitetsgevinster på tværs af sektorer, men der vil stadig være en meget betydelig del, som skal erstattes af alternative energikilder. Udfasningen har sat de tyske forsyningsvirksomheder og industrivirksomheder med egne kraftværker i en presserende situation med hensyn til hastigt at finde klimavenlige alternativer til kulkraften. Gas og vedvarende energi er i realiteten de to eneste muligheder, eftersom kernekraften også udfases i senest 2022. Naturgas lader nogle steder til at være det letteste alternativ, men alene som en overgangsløsning i lyset af Tysklands ambition om klimaneutralitet i 2050.
På sigt er den eneste virkelige mulighed derfor vedvarende energi. Sol- og vindenergi vil kunne dække en del af behovet, men i lyset af ønsket om at bibeholde en stor del af den tyske kraftvarmekoblingskapacitet er biomasse en attraktiv løsning med henblik på en væsentlig del af efterspørgslen. For fremtiden vil kraftværksoperatører få mulighed for en bonusordning, hvor omdannelse fra kul til enten affald, overskudsvarme eller biomasse hædres med 180 euro/KW kapacitet. Dette kan både være i større skala i form af konvertering af kraftværker til fx træpiller – eller i mindre kraftværker baseret på restprodukter fra lokalt skov- og landbrug.
I Danmark har biomasse været en integreret del af energimikset i lang tid. Det har gjort Danmark og danske virksomheder til de absolut førende inden for anvendelse af halm og træ som energikilder, både til el-produktionen og til fjernvarmeformål. The Trade Council ser i Tyskland et stort markedspotentiale for dansk viden samt teknologiske løsninger inden for anvendelsen af biomasse, og vurderer, at danske virksomheder besidder konkurrencemæssige fordele grundet evolutionen i Danmark.
Der er stor tysk interesse for de mangeårige danske erfaringer inden for hele værdikæden af fjernvarmen – fra produktion over distribution til slutbrugeren.