Et stigende antal kenyanere i middelklassen efterspørger flere forarbejdede produkter såsom fløde, ost, yoghurt, smør, is og fedtfattige mejeriprodukter. Den stigende efterspørgsel i den kenyanske mejerisektor skaber et oplagt markedspotentiale, der kan komme danske virksomheder til gavn.
Danmark og Kenya har et godt og langt samarbejde i mejerisektoren, og danske virksomheder står derfor stærkt i forhold til at kunne indfri det store markedspotentiale inden for den kenyanske mejerisektor. De mange eksportmuligheder for danske mejerivirksomheder tæller bl.a. maskiner og produktionsudstyr, automation, ingredienser, pakkemaskiner og -materialer, produktudvikling, konsulentydelser, arkitektur og design, samt kvægavl, foder, mælkeindsamling, -køling og –opbevaring.
Behov for danske løsninger til hele værdikæden
Kenya er stort set selvforsynende med mælk, og med bedre kontrol med mælkekvaliteten vil deres mulighed for at eksportere mælk stige. Mejerisektoren i Kenya har imidlertid en række udfordringer. Størstedelen af mælken kommer fra over én million små landbrug, der hver har 2-5 malkekøer. Konsekvensen er en meget uensartet og ofte ringe mælkekvalitet, som udgør en betydelig sundhedsrisiko for befolkningen. Der er store udfordringer i hele værdikæden, som danske virksomheder kan være med til at løse.
Først og fremmest er der brug for en større indsats i forhold til indsamling og transport af mælk, kølecentre og produktionsforhold på både små og større mejerier. Danmark har et strategisk sektorprogram på mejeriområdet, der bl.a. støtter en omlægning af Kenyas fødevarekontrol, så alle virksomheder, der håndterer fødevarer, i fremtiden kommer til at være ansvarlige for dokumentation af egne sikkerhedsprocedurer på linje med lovgivningen i EU. Det kommer til at åbne nye muligheder for danske virksomheder, som har erfaring med håndtering af mejeriprodukter og -produktion.