Sydkorea er i dag verdens 10. største økonomi i verden og er samtidig det land i verden, der spiser mest fisk målt på forbrug per indbygger. Landet er ved at gøre op med den høje import i landets fødevaresektor, hvor der i dag importeres 70% af de fødevarer, der spises. Da landet samtidig, grundet den store reformpakke ”Green New Deal”, opgraderer sin tekniske infrastruktur, er der store planer for investering i landbaseret RAS-anlæg.
Ambassaden i Seoul har det seneste år arbejdet tæt sammen med ledende koreanske aktører såsom som ministerier, kommuner og konglomerater, som har planer for investering i RAS-teknologi (Recirculating Aquaculture System). Der er især fokus på Gangwon og Pohan provinserne samt den sydlige ø Jeju, som er blevet udvalgt til at være strategiske zoner for oprettelse af RAS-anlæg. For at understøtte det dansk-koreanske samarbejdet på området vil The Trade Council i løbet af efteråret sende en ekspert inden for akvakultur og RAS-teknologi til Korea for grundigt at kortlægge de koreanske behov.