Norge har store mængder rent drikkevand, primært fra søer og reservoirer, hvor råvand naturligt opsamles. Vandet ledes derefter igennem et renseanlæg inden det finder vej til forbrugeren. Tilstanden på det norske ledningsnet er imidlertid i utrolig dårlig forfatning og trænger til udskiftning.
Det vurderes at op til 30% af det rene drikkevand aldrig når forbrugeren, men flyder ud i lækager i form af non-revenue water [NRW]. Til sammenligning er tallet for NRW 15% i Sverige og 6% i Danmark. Store dele af ledningsnettet er af ukendt tilstand og alder og norske kommuner har derfor store problemer med at identificere, hvor der bør sættes ind med nye initiativer og forbedringer.
Rådgivende Ingeniørers Forening Norge anslog tilbage i 2019, at der frem mod 2040 var et behov for investeringer, som alene i norske vandledninger er på hele 220 milliarder norske kroner.Danske virksomheder med effektive løsninger på drikkevandsrensning samt teknologi, der kan afhjælpe lækager, har derfor gode muligheder på det norske marked.