Den Danske Ambassade i Mexico er blandt de danske klimafrontposter verden over, som har til formål at støtte op om den danske regerings prioriteter inden for SDG-området. Som klimafrontpost vil den danske ambassade støtte Mexicos bæredygtige omstilling ved at fremme grønne løsninger og styrkepositioner fra dansk erhvervsliv. Ambassaden har i 2021 bl.a. underskrevet samarbejdsaftaler med de økonomisk vigtige delstater Nuevo León og Jalisco. Tilsammen repræsenterer disse stater 14,1 mio. indbyggere og 14,3 pct. af landets BNP. Nuevo León og Jalisco er også hjem for Mexicos anden- og tredjestørste byer og er begge vigtige landbrugsstater. De seneste år har de oplevet store udfordringer med tørke og adgang til vand, både i landbruget og hos borgerne i de store byer. Derfor planlægger delstatsregeringerne samt en lang række private virksomheder nu store investeringer i at styrke vandforsyningen.
Bæredygtighed og vandteknologi er blandt de vigtige punkter i ambassadens samarbejde med delstaterne. Ambassaden står derfor i en rigtig stærk position for at bringe danske virksomheder og teknologi på banen, og dermed styrke delstaternes store ambitioner.
I 2022 planlægger ambassaden et delegationsbesøg til Mexico for danske virksomheder med løsninger inden for bæredygtighed og vandteknologi. Delstaterne Nuevo León og Jalisco forudses at være i fokus for delegationsbesøget, som vil udgøre en unik mulighed for danske virksomheder at få en større forståelse for det mexicanske marked, samt mødes direkte med de vigtigste mexicanske beslutningstagere.
Delegationsbesøget vil blive afholdt i samarbejde med Dansk Industri (DI) og Danmarks Eksportkredit (EKF). Gennem samarbejdet med EKF vil der være mulighed for at tilbyde de mexicanske beslutningstagere finansiering. Rammerne er derfor sat for at skabe den bedst mulige platform for investeringer i dansk teknologi til at styrke den mexicanske vandforsyning.