I 2000 var der ti certificerede økologiske landbrug i Saudi-Arabien, men i 2014 var det tal steget til mere end 112 certificeret økologiske landbrug. Samme år kom landet op på 33.709 økologiske hektarer, og yderligere 2.889 hektarer var ved at blive omlagt til økologi.
Med et brændende ønske om at øge den lokale produktion af økologiske fødevarer i Saudi-Arabien, lancerede Ministry of Environment, Water and Agriculture i 2018 Organic Farming Action Plan. Med planen vil ministeriet støtte økologisk fødevareproduktion i Saudi-Arabien, styrke bæredygtigheden, skabe profitable landbrug og øge fødevaresikkerheden. Men 80 procent af de økologiske fødevarer i 2019 blev importeret fra hovedsageligt vestlige lande.
Ministeriet har investeret 750 millioner SAR, svarende til 200 millioner USD, i deres Organic Farming Action Plan. Implementeringen sker i tre faser over de næste 13 år, og målet er at øge produktionen af økologiske fødevarer med 300 procent.
Muligheder for danske virksomheder
Saudi-Arabien er interesseret i udenlandsk ekspertise, og derfor har de inviteret udenlandske virksomheder til at investere i det voksende økologiske landbrug.
Dette gælder virksomheder, der har ekspertise inden for hele værdikæden i økologisk produktion, herunder:
- økologisk landbrug, såsæd og gødning
- fødevareforarbejdning
- design af produktionsudstyr
- infrastruktur og teknologi
- økologisk emballage samt færdige, økologiske produkter.
Danmark havde i 2018 en markedsandel på 11,5 procent for økologiske fødevarer i dansk detailhandel og onlinesalg, hvilket gør Danmark til verdensførende inden for økologi. Dansk økologi er også eftertragtet i udlandet, og derfor kunne Danmark i 2019 eksportere økologi for 2,9 milliarder DKK.
Danmarks store ekspertise inden for produktion af økologi er et godt match i forhold til den efterspørgsel, som man oplever i Saudi-Arabien. The Trade Council Riyadh står klar til at hjælpe danske virksomheder med at komme ind på det saudiske marked for økologi.