Finland er ambitiøs med den grønne omstilling, og regeringen satser stort på biogas som erstatning for fossile brændstoffer. Det betyder, at der skal bygges flere biogasanlæg for at øge produktionen.
Biogas har en central rolle i det nuværende regeringsprogram. Derfor har regeringen fremført ambitiøse mål og indført støttemekanismer i bestræbelserne på at forøge en bæredygtig produktion og forbruget af biogas.
I dag er biogas til energi og transport fritaget for skatter og afgifter i Finland. Produktionen af biogas i landet forventes at opleve stor vækst i løbet af det næste årti. Den positive udvikling understøttes af ”The New Natural Gas Market Act”, som åbner op for konkurrence og adgangen til det finske gasnetværk i 2020. Ligeledes bakkes dette op af ambitiøse mål og regeringsudbudte subsidier til produktionen af biogas. Det gælder særligt i landbrugssektoren og i branchen for opførelsen af tankstationer for alternative brændstoffer såsom biogas.
De bedste markedsmuligheder findes inden for fødevare- og landbrugssektoren, da der her er stigende interesse for produktion af biogas. Det hænger også sammen med et øget fokus og et uforløst potentiale.
Den danske ambassade i Helsinki har kortlagt planerne for biogas i Finland. 19 nye biogasanlæg er allerede i pipeline, og fem-seks af de mest modne projekter forventes igangsat i 2020.
Danmark er kendt som frontløber på biogasmarkedet. Den finske biogasbranche har hidtil ikke haft samme medvind, og reelt er der mindre end 10 indenlandske udbydere af udstyr og teknologi til biogasanlæg i Finland. Der er således oplagte muligheder for danske leverandører til at gøre deres indtog på det finske biogasmarked.
Ønske om nordisk samarbejde
Danske erfaringer på biogasområdet passer godt til de finske planer. Den medvind, der har været i den danske branche, stemmer overens med finnernes ambitioner for branchen.