Siden Australiens økonomiske saltvandsindsprøjtning til sundhedssektoren i foråret, er interessen for telehealth og digitale løsninger i sundhedsbranchen kun gået en vej. Nemlig opad. Coronavirus-pandemien har nødvendiggjort og udbredt telehealth-konsultationer, og sundhedspersonale og patienter har taget godt imod de nye digitale sundhedsteknologier. Alene mellem marts og juni blev der foretaget i alt 17,2 millioner telehealth konsultationer.
Men det er ikke kun corona-epidemien, der har nødvendiggjort en omlægning og udrulning af digitale sundhedsløsninger. Australien står også over for en række strukturelle udfordringer i sundhedsvæsnet i nærmeste fremtid, eksempelvis stigende sundhedsomkostninger, flere kroniske syge og en stigning i antallet af ældre, der nødvendiggør flere digitale sundhedsløsninger.
Danmark er et foregangsland inden for digital sundhed, og vi er kendte for at levere innovative løsninger af høj kvalitet. Der er derfor gode muligheder for danske sundhedsvirksomheder, der tilbyder innovative digitale løsninger, især inden for områder såsom cloud-based teknologier, e-health platforme, hjemmemoniterings-løsninger, data analyse og beslutningstagning og digital mental sundhed.
Telehealth bliver populært
Ifølge Professor Anthony Smith, der er direktør for University of Queensland Centre for Online Health, vil telehealth i Australien de kommende år fortsat vokse i popularitet, et synspunkt, der støttes af den australske sundhedsminister, Greg Hunt, der har sagt:
“If there is an abiding legacy on the health front of what will come out of the pandemic, my hope and my belief and my commitment is to make that Telehealth”.
Coronavirus-pandemien har nødvendiggjort og udbredt anvendelsen af telehealth-konsultationer og også øget accepten af digitale sundhedsteknologier hos sundhedspersonale og patienter. Ifølge Australian Digital Health Agency, er australiere […] now more open to using digital technology in healthcare and can see the importance of technology to improve health outcomes.
For eksempel er Coviu, en australsk telehealth virksomhed med speciale i videokonferenceplatforme, gået fra at have 400 konsultationer til at have 25.000 konsultationer pr. dag på blot to uger. Telehealth virksomheden kunne også berette, at deres kundegrundlag for softwaresalg steg fra 400 til 12.000 lægepraksisser på tre måneder.
Forventningen er derfor, at det ikke kun er telehealth konsultationer, som vil blive mere populære. Pandemien kommer også til at efterlade en bølge af sundhedspolitiske reformer, samt et mere positiv syn på digitale sundhedsløsninger hos både patienter og sundhedspersonale. De ændrede reformer og tænkesæt vil dermed være med til at gøre digitale sundhedsløsninger mere kommercielt bæredygtige på det australske marked i de kommende år. Det skaber muligheder for danske virksomheder, der leverer digitale sundhedsløsninger.
Endvidere ser man ifølge en nylig undersøgelse fra ANDHealth, at telehealth, hjemmemonitorering, dataanalyse og digital mental sundhed er de områder inden for den digitale sundhedssektor med størst forventet vækst. Sydney Local Health District har f.eks. netop afprøvet en app, der bruger AI til at hjælpe med at analysere, behandle og overvåge kroniske sår. Samtidigt investerer den australske regering kraftigt i nye sundhedsforanstaltninger til mental sundhed.