The Trade Council i Kina har som de første indgået en aftale med JD Health, der giver danske virksomheder nem og hurtig adgang til den digitale markedsplads og deres mere end 90 mio. aktive brugere. Flere danske virksomheder er allerede blevet onboardet, og I kan være med.
Den nye danske aftale med JD Health er den første, som platformen har indgået for at promovere et bestemt lands produkter. Det siger ikke så lidt om den interesse og respekt, der står omkring dansk sundhed og velvære.
JD Health er en digital markedsplads, der tjener en bred apotekslignende funktion med mere end 20 mio. varenumre på lager, rettet mod både forbrugere og erhvervskunder. Samtidigt tilbyder JD Health adgang til en lang række digitaliserede sundhedstjenester, som løber op i mere end 100.000 online konsultationer dagligt. Det er med andre ord et enormt digitalt sundhedsunivers, der åbner sig for de danske virksomheder, der kommer på JD Health.
Den nye aftale sikrer ikke alene danske virksomheder nem og hurtig adgang til JD Healths markedsplads, men også del i en såkaldt dansk ”pavillon” med andre danske produkter og brands. Den danske online ”pavillon” kan bedst beskrives som en del af JD Healths hjemmeside, der er forbeholdt danske produkter på tværs af varetyper. Her markedsføres Danmark og dansk sundhed og velvære samlet. Til gavn for alle produkter og til inspiration for alle forbrugere, der ønsker dansk kvalitet.
En anden vigtig fordel ved den nye aftale er, at det sikrer danske produkter aktiv beskyttelse mod tyveri af deres varemærke og patenter på JD Health. Virksomheder, der bliver opmærksomme på at deres produkter uretmæssigt kopieres, har sikkerhed for at JD Health håndterer deres sager hurtigt og konsekvent.