Initiativet er en del af Japans nationale forsvarsstrategi fra 2022, og lægger vægt på at udvikle banebrydende teknologier med flere anvendelsesmuligheder der kan bidrage til udvikling og innovation af forsvarsudstyr. Opbygningen af instituttet er inspireret af den amerikanske organisation, ’Defense Advanced Research Projects Agency’ (DARPA), kendt for udvikling og innovation af banebrydende forsvarsteknologier som fx GPSen, gennem samarbejde mellem offentlige og private aktører. Der er i 2024 afsat 147 mio. dollars (ca. 1 mia. kr.) til initiativet.
Derudover indebærer forsvarsstrategien en lempelse af reglerne for udvikling og salg af våben og sigter mod at øge det nationale forsvarsbudget til 2% af BNP inden 2027. En betydelig del af midlerne vil gå til teknologiudvikling, som Japan anser som afgørende for både forsvar og økonomisk sikkerhed. Strategien åbner desuden op for at samarbejde med flere internationale partnere, hvor det tidligere har været primært USA, man har samarbejdet med på dette område. Senest har Japan f.eks. indgået en aftale med Storbritannien og Italien om at udvikle næste generations jagerfly.
Japans nationale forsvarsstrategi og oprettelsen af instituttet markerer en forandring i landets mangeårige tilbageholdne tilgang til offentlig og privat involvering i forsvarsindustrien og er den største oprustning siden Anden Verdenskrig. Udviklingen er drevet af bekymringer over geo- og sikkerhedspolitiske spændinger i verden - og særligt i regionen - kombineret med landets strategiske geografiske placering, der har øget behovet for at sikre landets fremtidige sikkerhed.