I 2020 var Egyptens vedvarende energikapacitet 5.982 MW, inklusive vandkraft, og landets samlede producerede elektricitet var 24.870 GWh, iflg. en rapport fra Egyptens myndighed for vedvarende energi (NREA) fra 2021. Det svarer til 22,5 pct. af den strøm, der skal til for at erstatte den nuværende grå brintproduktion med grøn brint. En væsentlig udvidelse af Egyptens vedvarende energikapacitet vil således skulle udvikles med et øget fokus på at effektivisere landets kapacitet relateret til grøn hydrogen.
Egyptens estimerede forbrug af grå brint er på 1,825 millioner tons, hvilket svarer til 6 pct. af Egyptens nuværende samlede CO2-udledning. En udledning som i stigende grad har vist sig svær at undgå eller reducere for den egyptiske regering. Derfor vil brint med lavt kulstofindhold kunne spille en afgørende rolle, hvis effektivt implementeret.
Mange lande har igangsat denne bæredygtige transformation, men i MENA-regionen har Egypten vist sig at være en af frontløberne for implementering af grøn hydrogen. Der mangler kun international interesse, vidensdeling, samt direkte investeringer for at landet kan imødekomme sine mål.
Egyptens udsigter til udvikling af grøn hydrogen afhænger af om landet opnår en væsentlig højere andel af vedvarende energi i landets pallette af energiproduktion med konkurrencedygtige vedvarende energiforsyninger, der i samarbejde med udenlandske investorer fra lande som Danmark, er fuldt dedikeret til produktion af grøn brint.