Energieffektivitet og byplanlægning er afgørende temaer for Indonesien. For nuværende sigter Indonesien på at reducere landets CO2-udledning med 29 pct. inden 2030 ift. Business-as-Usual. Med international støtte planlægger landet at reducere udledningen med i alt 41 pct. inden 2030 og opnå CO2-neutralitet inden 2060. For at opnå disse mål, planlægger den indonesiske regering en række politikker, der skal øge mængden af bæredygtig energi i landets energisammensætning fra 11 pct. i 2020 til 23 pct. i 2025.
Ifølge data fra 2018 står industri- og transportsektorerne for over 75 pct. af Indonesiens samlede energiforbrug. For at tøjle den samlede CO2-belastning, planlægger Indonesien at implementere en CO2-afgift i april 2022. I de tidlige faser vil afgiften kun gøre sig gældende for kulbaserede kraftværker. Senere vil afgifter muligvis kunne udvides til også at gælde for kulintensive industrier, såsom cementindustrien.
På trods af CO2-afgiften vil Indonesien stadig vil være afhængig af kul til deres energiproduktion i de kommende årtier. I 2018 var 56 pct. af energiproduktionen i Indonesien baseret på kul. Afhængigheden af kul vil gradvist svinde i takt med, at Indonesien får udfaset landets kulbaserede kraftværker, som alle forventes lukket per 2058 eller tidligere afhængig af den internationale hjælp. Indtil da vil kul spille en betydelig rolle i Indonesiens energiproduktion.
Regeringen har også planer om mere fokus på udvidelser af vedvarende energi i elproduktionen for at nå målet for landets energimix i 2025. I 2018 blev 45 pct. af den bæredygtige energi produceret af små vandkraftværker, mens geotermisk-baserede energikilder stod for 29 pct. og biomasse for 25 pct.