Danske virksomheder kan få dybdegående viden om de udfordringer og behov UNOPS har i en af de tre regioner, og vil få mulighed for at præsentere virksomhedens løsning. Det særlige ved denne tilgang er, at virksomhederne får mulighed for at fokusere på etablering af strategiske partnerskaber med FN, og derved sikre, at engagementer kan videreudvikles fra enkeltstående udbudsrunder til langvarigt samarbejde, hvor behov, udfordringer og løsninger bedre adresseres og matches.
Samtidig kan et strategisk partnerskab med UNOPS være en samarbejdsmulighed, hvor risiko, resultater og omkostninger deles ved i fællesskab at udvikle nye løsninger, mobilisere ressourcer, dele viden og erfaring, og skabe opmærksomhed om problemstillinger. Dertil kommer muligheden for strategiske partnerskaber med UNOPS innovation, hvor der blandt andet er mulighed for pilotprojekter, crowdfunding muligheder, mentoring og potentielt co-finansiering.
Der vil være tre regionale sessioner, da UNOPS har forskellige behov lokalt og derfor vil der være en række fokussektorer for hver session. Se de fulde detaljer i skemaet her nedenfor.
Første regionale session i det sydlige og østlige Afrika afholdes den 20. maj 2021 og fokuserer på løsninger inden for vand, herunder vandforsyning, -sikkerhed og afvandingsløsninger, og sundhed, hvor cold chains, aircondition, medicinsk affaldshåndtering, maskinel og covid-19 behandlings- og testudstyr er stærkt efterspurgt. Tilmeld din virksomhed her.