Antallet af ældre i Finland bliver mere end fordoblet inden 2040, og der er derfor et betydeligt behov for nye løsninger. Alene i Helsinki bliver der brugt tæt på 500 millioner euro årligt på ældreplejen, og over 9000 ældre betjenes dagligt af den kommunale hjemmepleje. De finske myndigheder og den private sundhedssektor er allerede begyndt at anvende teknologiske løsninger til at forbedre plejen af de ældre både i deres hjem og på plejehjemmene, og de nye løsninger er med til at kontrollere udgifterne hertil. Finland har således taget de første step mod nye løsninger, og de er derfor inde i processen og klar til at arbejde videre med nye idéer.
Med det voksende antal af patienter i hjemmeplejen og på plejehjemmene er der særlig brug for support og services for dem hele døgnet. Helsinki overvejer eksempelvis at fordoble antallet af patienter, der modtager telemedicin, i de kommende år. Teknologiske hjælpemidler, der sikrer kvalitet, effektivitet og sikkerhed for de ældres pleje, er afgørende for ældreplejen i fremtiden. Udviklingen er en god mulighed for danske virksomheder på det finske marked.
Mulighed for at præsentere løsninger
Den danske ambassade i Finland afholder som optakt til den store europæiske sundhedskonference ’HIMSS & Health 2.0’ et eksklusivt seminar og netværksevent med fokus på velfærdsteknologiske løsninger i ældreplejen. Seminaret giver danske virksomheder en unik mulighed for at præsentere deres løsninger og møde flere finske kommuner med fokus på ældreplejen.
Netværkseventet giver de deltagende virksomheder en god mulighed for at kombinere de to begivenheder i Helsinki. Temaet til HIMMS 2.0 er i år blandt andet ”Healthy, active and productive ageing”.
Netværkseventet i den danske residens fokuserer derfor specifikt på innovative løsninger i ældreplejen. Der er blevet sammensat et spændende program, som består af oplæg fra finske kommuner, bl.a. Helsinki. Danske virksomheder får desuden deres eget ’hjørne’ i ambassadørens residens til at promovere deres innovative velfærdsteknologiske produkter for finske kommuner og private virksomheder inden for ældreplejen og dermed skabe personlige kontakter på det finske marked. Eventet giver således de danske virksomheder en mulighed for at møde adskillige centrale aktører i den finske ældrepleje, således både fra den offentlige og den private sektor.