FAE har en nationalstrategi, der omhandler forbedring af landets miljøpåvirkning. Hvert emirat har yderligere en affaldshåndteringsstrategi, der skal hjælpe dem i mål med nationalstrategien. I Dubai er der eksempelvis øget fokus på waste-to-energy-projekter. Verdens største waste-to-energy-anlæg er i den forbindelse planlagt til at åbne i andet kvartal af 2020. Det vil resultere i en bæredygtig bortskaffelse af 60 procent af Dubais affaldsproduktion – og dermed også i levering af strøm til 120.000 hjem.
Masdar City i Abu Dhabi er en pioner inden for vedvarende energi og bæredygtig byudvikling. De er gået sammen med affaldshåndteringsvirksomheden Bee’ah i Sharjah for at skabe Emirates Waste to Energy Company (EWEC) samt et innovativt og højavanceret waste-to-energy-anlæg i FAE. Opførelsen af anlægget begyndte i 2019 i Sharjah. Det forventes, at anlægget skal omdanne cirka 37,5 tons kommunalt affald i timen – med henblik på at generere elektricitet og aflede 300.000 tons affald fra deponeringsanlæggene årligt.
”Vi ser en stigende efterspørgsel efter vedvarende energikilder, hvilket driver markedet mod konstante teknologiske fremskridt og løsninger inden for konvertering af affald til energi. Store byer i FAE understreger deres vision om at blive de mest bæredygtige byer i verden, hvilket til gengæld betyder stærke forretningsmuligheder inden for bæredygtig affaldshåndtering, cirkulær økonomi, digitale løsninger og en digitalisering af affaldsbranchen,” siger Mette Hoberg Tønnesen, kommerciel attaché på det danske generalkonsulat i Dubai.