Danske virksomheder har præcis den knowhow og de løsninger, som de mexicanske producenter kommer til at efterspørge endnu mere de kommende år. Og det er ikke kun det faktum, at svineindustrien i Mexico er voksende, som gør landet attraktivt for danske virksomheder. Udviklingen har en ekstra krølle på halen; effektiviteten i hele værdikæden – fra bonde til bord – er haltende. Det gælder både i forhold til brugen af foder, antibiotika, selve aflivningsprocessen og den videre proces af kødet frem til forbrugerens gaffel.
Dertil kommer, at produktionen i stadig større grad bliver underlagt nye standarder og love, som de skal leve op til bl.a. med hensyn til håndteringen af vand og gylle, herunder brug af kemikalier, rensning af vand og udledning til omkringliggende vandområder – yderligere faktorer, som producenterne på nuværende tidspunkt ikke er gearet til.
Dermed efterlader den aktuelle udvikling i den mexicanske svineindustri et marked, der kalder på dansk ekspertise.