Også Schweiz er de kommende år et interessant marked for danske leverandører af GovTech-løsninger, hvor den digitale transformation af den offentlige administration ligeledes har høj prioritet.
Ifølge et nyt studie, som er foretaget på vegne af The Trade Council, er formlen til succes, at de danske virksomheder skal være villige til at starte småt og fokusere på mindre projekter. Hvis man først har haft et succesfuldt mindre projekt, åbner det for netværk og muligheder, der kan hjælpe virksomheden med at vinde det næste. Det er dog vigtigt, at man i forbindelse med markedsadgang orienterer sig mod de kulturelle forskelle mellem Danmark og Schweiz. I Schweiz har man en lang tradition for at involvere borgerne, hvilket stiller kommunen stærkt. Lovgivning sker føderalt, men det er – ligesom i Tyskland – kommunerne, der står for selve implementeringen. Det påvirker den samlede digitaliseringsproces i landet, da borgerne skal overbevises om behovet for digitalisering, og hver kommune kan mene, at de har brug for skræddersyede løsninger, der er tilpasset deres unikke behov. Det kunne være en interessant opgave for de danske virksomheder, som har en bred erfaring inden for agile systemer, der tillader hurtig udvikling og omsætning af velfærdsteknologier i praksis.
Ifølge studiet udgør den manglende forståelse over for den schweiziske kultur og landets inddeling hovedårsagen til, at de lokale myndigheder ofte er tøvende overfor internationalt samarbejde og udenlandske udbydere.
De schweiziske beslutningstagere anbefaler selv, at de danske virksomheder møder fysisk op til lokale arrangementer og messer for at opbygge relationer. Derudover mener de, at danskerne bør fokusere på tematisk udveksling - specielt i situationer hvor de er længere fremme og dermed har erfaring at bidrage med f.eks. eID, cloud, digital administration, databeskyttelse mv.