I Norge er der påbegyndt sundhedsbyggerier for mere end 34 mia. danske kroner, og det forventes at fortsætte næste år med planlagte projekter for mere end 140 mia. danske kroner. Den 9. december 2020 holder Danmarks ambassade i Oslo derfor et event med helende arkitektur som tema.
Karen Marie Sandgren, der er eksportrådgiver ved Danmarks ambassade i Stockholm, oplever en lignende interesse:
”I Sverige er der stadig større fokus på, at det fysiske miljø spiller en rolle i forhold til behandlingen af patienter. Helende arkitektur efterspørges især inden for psykiatrien og i ældreomsorgen, men tænkes videst muligt også ind i indretningen af nye hospitaler. Over de kommende fem år er der planlagt investeringer i nybyggeri og renovering inden for hele sundheds- og omsorgssektoren i Sverige for omkring 25 mia. danske kroner fordelt på hospitalsbyggeri, psykiatrien og ældreomsorgen.”
Peter Plesner er til daglig leder af handelsafdelingen ved Danmark ambassade i Helsinki. Også her er der stor interesse for holistiske løsninger med helende arkitektur.
”I Finland er der planlagt udbygning af hospitalerne for 33 mia. danske kroner i de kommende år, og danske virksomheder, der leverer helende arkitektur, har gode muligheder for at få ordrer,” siger han.
Helende arkitektur er et spirende marked i vækst. Potentialet for danske virksomheder er særligt stort for de virksomheder, der har kompetencerne inden for velfærdsteknologi, byggeri og design, lyder det fra rådgiverne ved de danske ambassader i Norden, som opfordrer til at overveje de nordiske nabolande som eksportmarked. Her kan The Trade Council ved Danmarks ambassade i Stockholm, Finland og Norge være med til at hjælpe virksomheder på vej. Ambassadernes eksportrådgivere har et stort kendskab til markedet og kan hjælpe med at skabe den indledende kontakt til de vigtigste interessenter.