Danmark og Egypten har underskrevet en aftale om myndighedssamarbejde omkring energi og ”in-kind” teknisk assistance mellem de to lande.
I de seneste år har den egyptiske regering implementeret en energistrategi, som har et øget fokus på sol- og vindindustrien. Dette er gjort med et mål om at etablere Egypten som en regional leder af sektoren for vedvarende energi. Vedvarende energi ses som en løsning på landets voksende efterspørgsel, og hjælper også med at imødekomme det mål Egypten har om en mere miljøvenlig og alsidig elektricitetssektor.
Formålet med den nye samarbejdsaftale er at fremskynde den grønne omstilling i Egypten, ved at udveksle erfaringer inden for systemplanlægning og operationel integration af forskellige typer af vedvarende energi.
Samarbejdet har også til formål at stimulere kommercielle relationer og udveksling af grøn energiteknologi mellem Danmark og Egypten. Programmet vil blive implementeret gennem teknisk assistance i naturalier, som bliver finansieret af det danske udenrigsministerium. Aktiviteter som udføres af myndighedssamarbejdet er relateret til den tekniske assistance, med det formål at accelerere den grønne omstilling i Egypten. Myndighedssamarbejdet fokuserer på elsektoren inden for følgende områder:
- Energiplanlægning: Øget evne til planlægning inden for forskellige former for vedvarende energi.
- Integration af forskellige former for vedvarende energi: Forbedret evne til at integrere de vedvarende energikilder som genereres i energisystemet, på en omkostningseffektiv måde.
- Liberalisering af energimarkedet: Et mere attraktivt marked for udenlandske virksomheder.
Disse områder kan i samarbejde med lokale myndigheder dækkes af danske virksomheder som arbejder inden for energisektoren med bl.a. vedvarende energi, energioptimering og energiprognoser. Myndighedssamarbejdets mål er også at modne den politik, der er inden for elsektoren i Egypten, sådan at landets politikker og regler på området er attraktive for alle typer af virksomheder inden for vedvarende energi.