Virksomheder har fordele på vores største eksportmarked
Danmark har en stolt landbrugstradition, som er formet af traditionelt landbrug, andelsforeninger og en høj udnyttelse af et relativt lille landareal. Derfor har vi i Danmark været nødt til at tænke ud af boksen i landbruget, hvilket der er kommet en række banebrydende højtteknologiske løsninger ud af.
Mange af disse løsninger baserer sig på bioteknologi, et område hvor der er gode eksportmuligheder. Bioteknologi kan generelt anvendes i mange forskellige værdikæder på tværs af fødevare- og landbrugssektorerne, og derfor kan specifikke konkurrencefordele og markedsværdier være svære at estimere.
Alligevel er der flere indikationer på, at danske leverandører har en konkurrencefordel på området. Og det er noget, Jesper Packert Pedersen, Head of public Affairs ved Chr. Hansen kan nikke genkendende til. Han fortæller:
"USA er et interessant marked for Chr. Hansen, fordi det amerikanske marked for fødevarer er stort og dynamisk; amerikanske fødevareproducenter er enormt innovative, og amerikanske forbrugere er åbne over for at prøve nye ting. Det er en fantastisk kombination i forhold til at spotte tendenser og afprøve nye løsninger. Samtidig er de amerikanske myndigheder åbne over for innovation og nye teknologier, hvilket er en stor fordel for biosolutions sektoren."
Derudover var enzymer i 2020, målt på økonomi, Danmarks største eksportvare til USA inden for fødevarer, hvor markedet for alternative proteiner til både drikke- og fødevarer er i stærk udvikling. Alene markedet for plantebaserede protein-alternativer estimeres at vokse fra USD 7 mia. USD i 2020 til USD 46,5 mia. i 2035.