For at imødegå selvforsyningsproblemet investerede den japanske regering i 2018 mere end 300 milliarder yen (knap 19 milliarder kroner) i at booste egen fødevareproduktion – blandt andet ved at forbedre produktionsfaciliteter og øge brugen af teknologi. Tendensen er, at regeringen øger støtten til den japanske fødevaresektor, efterhånden som behovet for import af fødevarer til Japan stiger.
Udfordringerne i forhold til selvforsyningsproblemet ligger primært i at optimere det japanske landbrug – og gøre det mere attraktivt at drive landbrug. Her ses automatisering og teknologi af den japanske regering som en vigtig del af løsningen.
Efterspørgslen på teknologi har åbnet op for et hurtigt voksende marked for smart farming, som forventes at opnå en værdi på over to milliarder danske kroner før 2023. Der er derfor et stort potentiale for danske virksomheder, der producerer agritech, som kan øge automatisering, mekanisere arbejdstunge opgaver og booste effektiviteten.
Som en del af det voksende marked for smart farming efterspørges også informations- og kommunikationsteknologi (ICT) og robotter. Både ICT og robotter kan øge produktionen, reducere omkostninger, facilitere salg og gøre arbejdsmiljøet mere sikkert.
Efterspørgslen efter mekaniserede, sikre og effektive løsninger i fødevareproduktion har allerede givet mange muligheder i Japan for den danske virksomhed One2Feed, der producerer fodersystemer. Virksomhedens anlæg anvendes flere steder i landet.