Svenskerne kigger mod Danmark
”Danmark har en helhedsorienteret tilgang til at skabe et stimulerende miljø for børnene, mens man i Sverige typisk har mange totalentrepriser. Vi har besøgt Danmark og er i dialog med svenske kommuner og indkøbscentralen SKL Kommentus, hvor man skeler til de danske børnehaver som inspiration til kommende rammeaftaler og projekter. Danske arkitekter, ingeniører og entreprenører med erfaring fra børnehaver er dermed opfordret til at byde ind på de svenske børnehaver,” siger Stéphane Barbou des Places, sektorekspert for byggeri og byudvikling på Den Danske Ambassade i Stockholm.
De svenske myndigheder har blandt andet studeret en række børneinstitutioner i Danmark som Landsbyen, Forfatterhuset, Grøndalen og Børnebyen i København. Sverige oplever i disse år et byggeboom og kapaciteten for nybyggeri er næsten nået, hvilket sammen med stærke børnehavekompetencer er endnu en grund til at tage på eksporteventyr for danske eksperter. Det er nemlig alle led i byggebranchen, der efterspørges: arkitekter, landskabsarkitekter, bygherrerådgivere, rådgivende ingeniører, pædagogiske rådgivere, entreprenører, underentreprenører inden for ventilation, varme, el, etc. samt leverandører inden for legepladsinteriør, akustik, isolering, vinduer m.m.
Men inden eksporteventyret for alvor kan begynde, skal forarbejdet være på plads.
”Det er altafgørende at finde de rette samarbejdspartnere for at lande svenske ordrer. Derfor er timingen vigtig lige nu for at have tid til at sætte det rigtige team. Her kan vi hos The Trade Council på ambassaden i Stockholm byde ind med gode kontakter og råd til at angribe denne spændende mulighed bedst muligt,” siger Stéphane Barbou Des Places.