Et kæmpemæssigt infrastrukturprojekt, “Grand Paris Express”, er i færd med at effektivisere, modernisere og udvide Paris’ offentlige transportsystem – blandt andet med henblik på en bedre kobling til forstæderne.
Projektet vil udvide det nuværende metronetværk med fire nye ruter, som vil bestå af 200 kilometer nye jernbaneskinner og 68 splinternye metrostationer. Udvidelsen skal blandt andet gøre det nemmere at komme fra byens to største lufthavne, Charles de Gaulle og Orly, til vigtige forretningsdistrikter og forskningscentre i Paris.
Det omfattende projekt, som ledes af statsorganisationen Société du Grand Paris (SGP), begyndte i 2016. Et af de store mål for projektet er at forbedre byens infrastruktur inden De Olympiske Lege i 2024 – heriblandt at forbinde den olympiske by Saint-Denis med den mindre lufthavn Le Bourget. Når dette er færdiggjort, fortsætter projektet med nye byggeetaper. Den sidste metrorute forventes at stå klar i 2030.
Døren til det ambitiøse byggeprojekt er således stadig åben for danske virksomheder i byggesektoren.
”Grand Paris Express" er Europas største infrastrukturprojekt og en enestående markedsmulighed for danske virksomheder,” fortæller Karen-Luise Johansen Geslin, Senior Trade Advisor på den danske ambassade i Paris. Hun fortsætter:
”Projektet er allerede fuldt i gang, men SGP leder stadig efter fremtidige samarbejdspartnere inden for en række byggeområder. Og her er der behov for alt fra arkitekt-, ingeniør- og byggefirmaer til løsninger inden for HVAC (Heating, ventilation, and air conditioning), logistik og sikkerhed i forbindelse med byggeriet.”
Dansk ekspertise
Herudover forventes en række boligkvarterer at blive bygget i relation til Grand Paris Express og OL 2024, hvorfor der er rig mulighed for danske virksomheder, der har ekspertise og erfaring inden for både bolig- og metrobyggeri.
Her har åbningen af Cityringen i København bevist, at danske leverandører er garant for innovative og kvalitetsbevidste løsninger inden for metrobyggerier, mens at danske arkitekter og den danske byggesektor er kendt for have en bæredygtig og holistisk tilgang til byggeprojekter. Derfor er der et oplagt match mellem danske virksomheder og Grand Paris Express-projektet.
The Trade Council har med kontor på den danske ambassade i Paris mulighed for at tilbyde lokal ekspertise og skræddersyet rådgivning til danske virksomheder, der kunne være interesseret i at få adgang til det franske marked.
”Hos The Trade Council i Paris kan vi etablere kontakt til vigtige beslutningstagere fra blandt andet Société du Grand Paris. Vi tilbyder blandt andet at arrangere B2B-møder og forretningsprogrammer, der er direkte organiseret og assisteret af SGP,” forklarer Karen-Luise Johansen Geslin.