I de seneste år er både grundvands- og overfladevandsbeholdningen i Polen blevet markant mindre. Dette skyldes primært klimamæssige forandringer – heriblandt at Polens nedbørsforhold er blevet mere koncentreret og periodisk, hvilket betyder længere perioder med tørke, afbrudt af perioder med pludselig og kraftig regn. Eftersom de samme områder kan blive ramt af både ekstrem tørke og ekstrem nedbør, har det været svært at finde de helt rigtige løsninger.
Ungarn har også udfordringer. Landets nuværende systemer til håndtering af vand er både gamle og alt for store til landets behov. Dette har skabt problemer med både drikkevand og spildevand. 40 procent af drikkevandet fra underjordiske kilder har et forureningsniveau, som ligger over grænseværdien. På spildevandsområdet skaber de overproportionerede systemer problemer, fordi de besværliggør filtreringsprocessen.
Også Tjekkiet har problemer, både med meget store vandmængder i koncentrerede perioder og med ekstrem vandmangel i andre perioder. Oversvømmelser og tørke er de mest omfattende og hyppigste naturkatastrofer i Tjekkiet.
Interesse for danske løsninger
Central- og Østeuropa har et markant behov for moderne løsninger, som kan reducere vandspild. Dette inkluderer blandt andet løsninger til:
- forbedring af både genbrug og cirkulering af vand
- effektiv spildevandsrensning
- nyttiggørelse af affaldsstrømme
Disse løsninger bidrager til en mere cirkulær økonomi, hvilket betyder, at sådanne projekter er kvalificeret til finansiel støtte fra EU.
Danmark har en lederposition inden for udvikling og implementering af teknologier med fokus på effektivisering af vandforbrug. Som følge heraf er der i Central- og Østeuropa stor interesse for at lære om de danske teknologier og løsninger på vandområdet.