Danske virksomheder er frontløbere inden for bæredygtige løsninger. Det gælder både for sektorer som energi, fødevarer, vand og miljø men også teknologi og sundhed. Danske virksomheder er derfor stærkt positioneret til at udnytte det store økonomiske potentiale, som FN's 17 verdensmål udgør.
Verdensmålene, som også er kendt som SDG'erne (Sustainable Development Goals) kalder på bæredygtige løsninger til fordel for verdenssamfundet og har til formål at opnå 17 ambitiøse mål inden 2030, herunder udryddelse af fattigdom, optimering af energieffektivitet og forsyning af rent vand verden over.
I dette nummer af Magasinet Indsigter sætter The Trade Council fokus på, hvordan din virksomhed aktivt kan arbejde med SDG'erne. Vi taler bl.a. med Ulla Tørnæs, Danmarks minister for udviklingssamarbejde, Susanne Hyldelund, direktør for The Trade Council, en ekspert fra Dansk Industri samt 17 danske eksportvirksomheder - en virksomhed for hvert mål. De deler ud af deres eksporterfaringer og inspirerer andre virksomheder til at gøre bæredygtig business.
God lytte- og læselyst!