I Danmark bliver to ud af tre
husstande opvarmet ved fjernvarme, og det er der en god grund til, da
fjernvarme gennemsnitligt er den billigste og mest miljøvenlige måde at opvarme
vores boliger på. Det betyder også, at Danmark har en lang række virksomheder
inden for fjernvarmesektoren, som er klar til at udvide deres ekspertise til
andre markeder. Storbritannien rummer et hav af muligheder for disse
virksomheder, og det forventes, at landet inden for de kommende år vil repræsentere
Europas største investeringsmuligheder for fjernvarme.
Det er dette potentiale, The Trade
Council i Storbritannien vil hjælpe danske virksomheder med at udnytte. Derfor
har The Trade Council på den danske ambassade i London skabt en
fjernvarmealliance for danske virksomheder, der sælger produkter og services til
det britiske fjernvarmemarked. The Trade Council har arrangeret møder for
medlemmer af alliancen, som har bestået af oplæg fra aktører fra den britiske
regering og ansatte ved de største britiske energiselskaber. Oplæggene har haft
til formål at klæde danske virksomheder bedre på til at indtage det britiske
fjernvarmemarked samt at facilitere direkte kontakt mellem de danske
virksomheder og deres potentielle kunder.